Masken
Det var sommerferie, en af de her sommerferier, hvor man bare løber rundt og opdager verden, en dejligt lang pause fra skolens daglige ydmygelser, som man næsten kunne tro ville vare hele livet.
For en dreng i den alder var området noget af det tætteste, man kunne komme på et paradis. Især holdt jeg af at udforske klipperne ned til kysten med de mange små bugter og stejle skrænter, hvor man kunne fange fisk og finde søstjerner, krabber og flotte konkylier, der tillod en at tage havets brusen med hjem i seng.
Det var sådan en dag, at Cynthia og jeg fandt
masken.
Dagen var begyndt som alle andre: Jeg væltede ud af sengen ved ellevetiden, spiste morgenmad over min mors bebrejdelser over at sove livet og sommerferien væk og benede over til Cynthia for at høre, om hun kunne lege.
Hvad jeg i virkeligheden spurgte om var, om hun ville deltage i en ekspedition for at udforske den fremmedartede og romantiske verden, der gemte sig nede ved kysten.
Fisk, krabber, søstjerner, konkylier - jeg glemte at nævne en vigtig
ting, og det er
huler. Kysten er barsk og forreven, og mange steder
dækker skrænterne over åbninger, der fører langt ind under bjergenes
fascinerende indre.
Vi løb ned mod kysten, markens gule og hvide blomster bølgede om kap med havet. Det var en dejlig dag, og verden lå for vore fødder.
Vi kendte efterhånden kystlinjen omkring landsbyen temmelig godt, så denne gang havde vi vovet os et par kilometer væk. Endelig fandt vi en klippe, der stak i vejret som en fritliggende ø i højvande, men som i lavvande tydeligvis var frit tilgængelig. Det var mere, end vi kunne stå for.
På vej ud på halvøen kom mit blik til at falde på en mørk skygge under et klippefremspring.
-Vent, råbte jeg. -Der er en hule!
Cynthia stoppede op, og vi gik hen for at undersøge nærmere. Trods den lave indgang var hulen tilsyneladende meget dyb, og vi besluttede straks at udforske den.
Vi kravlede ind, først Cynthia, så jeg. Vi var kun nødt til at kravle de første meter; herefter videde tunnelen sig ud, så vi kunne gå oprejst. Jeg tog Cynthia ved hånden og førte an. Da vi var kommet godt og vel tyve meter, begyndte lyset fra indgangen at blive svagt, og vi overvejede så småt at vende om. Hulens vægge var typiske, grove klippevægge, hist og her lå knogler og ekskrementer fra de dyr, der nu færdes på sådanne steder. Klokken var omkring de tolv, og vi havde seks timer, til højvandet kom ind og dækkede indgangen.
-Vent!, udbrød Cynthia. -Prøv at se lidt længere fremme. Jeg tror, der
må være en revne...
Og ganske rigtigt: Et svagt glimt af lys vakte håbet om flere opdagelser og måske endnu en udgang. Havde vi opdaget et netværk af gange efter udtørrede underjordiske floder?
Vi fortsatte fremad. Lyset blev ganske rigtigt kraftigere, og gangen mundede endelig ud i en vældig hule - en pragtsal med godt ti meter til loftet, oplyst af en lang og tynd sprække, der sendte svage stråler af sollys ned til os.
Vi stod et øjeblik og sundede os oven på dette overraskende fund.
-Vi skal til at tænke på højvandet, sagde Cynthia lavmælt.
-Scch, indvendte jeg: -Se her!
Hulen var ikke tom. Dens gulv bestod af sand og sten, og ovenpå denne strøelse var tankeløst henkastet et antal metalgenstande: Fade, knive og krus, som åbenbart var brugt til at fortære kødet på de knogler, man så overalt. Knoglerne var af en ildevarslende størrelse, for store til at tilhøre rotter, harer eller geder, for små til at stamme fra heste eller køer.
Over en slags bord hang en ildevarslende maske, og ved siden af bordet gjorde vi et fund, der bekræftede vore værste anelser: Knuste, ødelagte rester af, hvad der kun kunne være menneskekranier.
Masken var af bronze og forestillede en slags ond dæmon. Jeg prøvede at tage den ned fra væggen, men den sad fast, og jeg kunne ikke engang rokke den.
Jeg så hen på Cynthia og konstaterede, at også hun så småt var begyndt at miste modet. Spændende huler og underjordiske fe- og drømmepaladser var sjove at drømme om, men menneskeofringer og kannibalisme lå noget ud over, hvad nogen af os havde regnet med.
-Vi
skal til at tænke på højvandet, stammede jeg.
Cynthia nikkede, det svage lys ovenfra lå blidt hen over hendes gule hår og ansigt.
-Vent lige et øjeblik ...
Masken må engang have været skinnende blank, men nu var den næsten helt sort af ir. Dens øjne var røde sten, blanke som rubiner; dens gulnede, elfenbensagtige hugtænder var plettet af brune skjolde, der næppe kan have været andet end menneskeblod.
Jeg prøvede atter at løsne den, og denne gang lykkedes det - da jeg havde trukket og vredet et par gange, knækkede træværket bag masken med et lydeligt smæld, og jeg stod med den i hånden. Vi kantede os hen til tunnelen og var lettede, da vi stod i det svindende sollys og kiggede ud over havet.
Vi skyndte os hjem, hver til sit hus, sultne og uden megen lyst til at snakke. Spredte knogler, knuste kranier. Hvad var der foregået dernede, og hvor længe siden var det? Jeg stak masken ind under trøjen, sneg mig ind på værelset og gemte den under det løse gulvbrædde.
Det varede lidt, før jeg så Cynthia igen. Efter et par dage slentrede
jeg skyldbevidst og næsten skamfuld over for at indrømme, at jeg savnede
hende. Ville hun med ud og udforske heden og klitterne? Jeg pegede mod
syd, langt bort fra
hulen mod nord.
-Kan vi ikke bare gå ned til stranden?
Herefter begyndte vi atter at mødes og gå ud, idet vi omhyggeligt undgik området nord for landsbyen og dets uhyggelige, underjordiske kongerige. Der var skrænter, vige, bugte og klippeskråninger nok at udforske og ingen risiko for, at vi skulle løbe tør.
Masken lå i mellemtiden sikkert i sit skjul under det løse gulvbrædde. Nogle gange tog jeg den frem og undersøgte den for at se, om jeg kunne aflokke den flere spor om dens oprindelse. Men der var ikke så meget at se: En tung maske af sortiret bronze, et uhyggeligt vrængende eller grinende ansigt, hvis effekt blev forstærket af de spidse horn og påsatte hvide hugtænder. Var dette en blodtørstig gud, som generation efter generation havde ofret deres fjender eller måske deres egne førstefødte til?
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke alarmerede de voksne. Det var trods alt et fund, måske endda en arkæologisk sensation. Men jeg kunne ikke rigtig få mig selv til det. Klippehulen var vores, og selv om masken skræmte mig, kunne jeg heller ikke skubbe den fra mig. Jeg tog den op i mine hænder, satte den prøvende op for ansigtet og følte mig lidt dum. Jeg rystede på hovedet. Hvad får folk til at hænge sådan en grinende djævel op over et alter og smøre blod på dens hugtænder?
Det var omkring den tid, det begyndte. En dag, hvor jeg løb med Cynthia ude på heden og nød solen i det høje græs og bjergene i det fjerne, så jeg pludselig mig selv på den samme mark, men i et vrængbillede: Lyset var dødt og hospitalsagtigt, og sletten var erstattet af en endeløs, gråligt-hvid flade, hvor kun jeg selv ragede op. Det varede kun et øjeblik, så var jeg tilbage på heden.
Synet ville have været lettere at affærdige, hvis det ikke havde været så påtrængende fysisk. Jeg havde aldrig før set, tænkt eller drømt noget lignende, men ikke desto mindre var det, som om jeg et øjeblik var bortrevet til en fremmedartet, gold flade, hvor jeg var alene i hele verden bortset fra et sug i maven, som om nogen lurede på mig fra den mælkehvide himmel.
Jeg rystede let, trak på skuldrene og løb videre. Cynthia havde ikke bemærket noget.
Jeg begyndte nu at udforske mine forældres bibliotek på jagt efter noget, der kunne minde om en forklaring. Det var mest nitter: Der var ikke så meget som antydning af, at omegnen omkring vores hjem skulle have været hjemsted for hedenske kulter, der udførte menneskeofringer.
Masken havde jeg mere held med. Afrikanske stammer tager masker på i hellige ritualer, hvor deltagerne forestiller sig, at de "bliver" stammens gud. I Indien tager folk masker på til den årlige Diwali-fest, hvor et væsentligt indslag er en teatralsk opførelse af det mytologiske opgør mellem kong Rama og den onde dæmon Ravana, der har bortført Ramas hustru Sita til sit palads på Ceylon. Oprindelig blev opførelsen ikke betragtet som teater, men som en virkeliggørelse eller ny-gørelse af det gamle opgør, der hvert år måtte udføres for at Ravana kunne blive slået og Rama få sin elskede hustru tilbage. Rama og Sita var nemlig inkarnationer af guderne Vishnu og Lakshmi.
Under selve opførelsen havde de medvirkende ikke bare masker på, de
var Rama, Sita og Ravana, der var nedsteget fra deres boliger i det hinsidige og nu var tilstede i de kultdeltagere, der havde fået den ære at være deres talerør. Det var endda sket, at en deltager under opgøret mistede kontrollen med "sin" Rama, så han havde dræbt den aktuelle "Ravana" ikke blot i forestillingen, men i virkeligheden.
Men det var nok ikke helt det, der var tale om her: Masken virkede mere som en afgud, der skulle tilbedes og modtage ofringer, end som en rekvisit til et mysteriespil.
Måske mine syner ikke havde noget direkte med masken at gøre. Visuelle hallucinationer kunne udløses af ekstremt psykologisk pres, hed det i en anden bog, og kunne forekomme at give indblik i en mystisk verden med andre naturlove. Synerne kunne samtidig ses som et vrængbillede af den seendes egen verden, som de gennem absurd fordrejning og nådesløs klarhed kunne udsige en større sandhed om. Måske vores opdagelse havde rystet mig mere, end jeg faktisk havde registreret, og angsten og skrækken viste sig som en slags vågent mareridt.
Cynthia så underligt på mig.
-Nej, jeg har ikke oplevet noget ud over det sædvanlige. Det
er også uhyggeligt alt sammen. Men det er også spændende. Vi er selvfølgelig nødt til at gøre noget ved det på et tidspunkt; give besked, så der kan komme folk fra et museum og udgrave hulen og finde ud af, hvad der er sket dernede.
-Ja, det er klart. Men kan vi ikke vente lidt med at slå alarm? Jeg
ville gerne ... hvad tror
du, det er for noget? Har du nogen ideer?
Hun sukkede:
-For nogle hundrede år siden, da franskmændene hærgede kysten, og mange folk flygtede. Der var hungersnød, og bander af landstrygere og vejmænd søgte hertil, fordi de kunne gemme sig i hulerne langs kysten. Nogle af dem var kannibaler og overfaldt de fredelige folk, der var tilbage. Måske det er sådan et sted, vi har fundet. Masken er måske til pynt, eller den er til at vogte over hulen og skræmme indtrængere væk ... ligesom en slags gargoyle?
Jeg gøs. Landevejsrøvere, der æder deres ofre under en hungersnød var en om muligt endnu mere frastødende tanke end en underlig, hedensk frugtbarhedskult eller mordersekt.
-Men hvad gør vi? Jeg har svært ved at få stedet ud af hovedet igen. Egentlig ville jeg bare gerne nyde de sidste uger af ferien, inden vi skal tilbage til kostskolen. Men synerne vil ikke give slip.
Cynthia nikkede.
-Jeg synes, vi skal gå ned i hulen igen og se, om vi kan finde flere spor. Noget, der kan fortælle os, hvad masken er blevet brugt til, og hvad den kan have med dine syner at gøre. Hvis vi slår alarm nu, risikerer vi, at de voksne forsegler hulen, så vi ikke får noget at vide, før det hele er kommet på museum.
Jeg nikkede, spærrede øjnene op og så på hende en ekstra gang. Scenen videde sig ligesom ud, jeg og Cynthia stilfærdigt snakkende inde på hendes værelse, et mælkehvidt glimt lynede i periferien. Hendes smukke ansigt var ved at rådne, mider kravlede lystigt ind og ud af hendes øjne og næsebor, mens rådnende, gulligt slim sejlede ned ad hendes kinder. En lang klo rakte ud efter mig, søgte efter mit ansigt, mine hænder ...
Jeg skreg. Cynthia tog forvirret mine hænder: -Hvad er der? Hvad skete der?
Glimtet varede kun et øjeblik: Så snart jeg skreg, blev alt normalt igen. Jeg rystede og fortalte hende hostende og stammende, hvad jeg havde set.
-Måske er det masken, sagde jeg. -Måske den vil advare os om ikke at gå derned igen, eller om ikke at fortælle nogen om den. Måske den prøver på at fortælle os, at hvis vi går derned igen vil noget ondt lure på os, parat til at dræbe os, så vi kan ligge dernede og rådne op, til miderne kravler ud og ind ad vores øjenhuler.
-Eller også er du ude af flippen, smilede Cynthia. -Det eneste, der kan skade os dernede, er højvandet. Men jeg synes, vi skal vente et par dage, så du kan få forskrækkelsen ud af kroppen. Jeg skal passe mine brødre i morgen, så det passer fint.
Skal vi mødes ude ved klippen om to dage og så gå derned og se, hvad vi kan finde?
Jeg nikkede, syg om hjertet. Det var en aftale. I mellemtiden sad jeg hjemme og grublede. Jeg tog masken frem og kiggede på den. Cynthias ansigt ormædt, forrådnet, som de andre, der nu lå i forvredne stillinger på hulens gulv. Hvad betød det?
Jeg satte masken op for ansigtet. Den passede mig fint, men den var alt for tung at have på. Hvilede der en forbandelse over hulen og den, der krænkede dens ofres gravfred? Var mine hallucinationer i virkeligheden varsler om de helvedes pinsler, der ventede os?
Eller var de indbildning, udtryk for ren og skær frygt for hulen og de forvredne lig, den engang må have rummet? Cynthia var tydeligvis ikke helt så nem at slå ud som mig, jeg følte mig en smule fej i sammenligning.
Omvendt var det heller ikke Cynthia, der havde taget masken med hjem. Og hvis det vitterlig var den, der forårsagede mine syner, hvad kunne jeg så gøre for at slippe af med dem igen?
Jeg så i ånden mig selv styrte hen til klippeskrænten og med al magt kyle den forhadte tingest langt ud på havets bund, hvor den kunne vogte over fiskene og udføre sin uhellige magi mod tangplanterne. Eller måske dens forbandelse blot ville sprede sig til hele bugten, som en sø, hvor et barn er druknet og forsvundet. Jeg tog igen masken på og blev helt forundret over, så godt den ville passe, hvis ellers jeg havde haft noget snor.
Aftenen efter mødtes jeg med Cynthia ude ved skrænten. Jeg havde ringet til hende og spurgt, om vi ikke kunne mødes før vores store ekspedition og lægge en slagplan. Solen var forlængst gået ned, og de første stjerner glimrede i det svage månelys.
-Jeg kan ikke finde ro nogen steder, sagde jeg. -Det er masken. Prøv at se ...
Jeg tog den frem, som for at understrege min pointe. Dens blodrøde øjne glimtede i månelyset.
-Den har vækket noget i mig. Jeg er bange. Måske det slet ikke er noget overnaturligt, måske det bare er disse menneskers ondskab og forbrydelser, der hænger ved masken og giver mig onde drømme. Måske det bedste ville være at sætte den tilbage og forsegle indgangen til hulen og aldrig vende tilbage.
Cynthia lo.
-Vi kan vente, sagde hun. -Der er ikke noget, der haster. Vi kan gå
derned senere, ved du ... men før eller siden
må vi sige til nogen, at
vi har fundet den.
Hun lagde armene på mine skuldre og så indtrængende på mig. Under os slog højvandet grådigt løs på klipperne. Jeg følte mig ydmyget, udskammet som et lille barn. Hulen var som et sår i min sjæl, som en øm kule dybt i mit hjerte, som ikke måtte røres, som måtte afskærmes, beskyttes. Jeg så op på hendes indtagende ansigt og dragende øjne, mærkede, hvordan jeg havde lyst til, at hendes arme skulle lukke sig om mig og skærme mig. Jeg trak mig lidt tilbage og tog masken frem.
-Se, hvor den griner ad os, sagde jeg. -Den vil os ikke noget godt. Måske du har ret i, at jeg er overgearet og for påvirket af mine syner til at kunne udtale mig. Men ... hvad nu, hvis det virkelig var kannibaler, der slagtede og åd deres ofre i den hule? Vil vi virkelig slippe denne ondskab løs, hvis det er det, vi risikerer?
Cynthia rykkede igen tættere på. Hun ville hviske noget beroligende, men jeg rystede på hovedet og satte masken op for mit ansigt.
Hun lo og trængte mig længere tilbage. Jeg brølede på skrømt med en dyrisk-vild lidenskab, lagde mig ind over hende og begyndte at trykke masken ind mod hendes ansigt.
Vi rullede rundt, jeg markerede forsigtigt hendes halskød med tænderne og blev ved, da det pludselig begyndte at smage godt. Det var, som om jeg forsvandt af syne, mens jeg mærkede mine tænder igen og igen hugge ind i hendes hals, hendes læber, hendes bryster, mens blodet farvede mine hænder, min overkrop og min sjæl rød. Vi havde begge forlængst mistet kontrollen, hun hagede sig fast i mig, men hendes ansigt var blevet hvidt, og hun blev svagere og svagere for hvert bid.
Det sidste jeg husker er, at vi begge røg ud over kanten, lige før verden forsvandt.
De fandt mig tre dage senere, forslået, forkommen og næsten død. Da jeg endelig kom til bevidsthed talte de om en flodbølge, der havde skyllet os af klippen. Cynthia var forsvundet, formentlig druknet; man fandt aldrig hendes lig. Masken var der ingen spor af.
Oplæst i uddrag til Åben Poetisk Scene på Løves Café, Århus d. 12. januar 2012.
[ agger, Fri 13 Jan, :00:52:
/litteratur] -
0 kommentar(er) -
link
Ledestjernen
– en fantasi
Jeg voksede op i en udkant. Mine forældre var pionerer, og jeg husker stadig de
mørke nætters øde stilhed og kuplen, der hævede sig mod den måne- og
stjernebesatte himmel.
Man kunne ikke gå udenfor - det var en helt ny koloni, som aldrig slog rod som
varig bosættelse. Vi var der måske femten år, mens geologerne og
mineralogerne færdiggjorde deres analyser og udvandt det brændstof og de
mineraler, de kunne finde. Min verden var en rumstation som alle andre, store
kupler med ovenlysvinduer forbundet med gange af gennemsigtig plastic.
Om dagen vovede vi os somme tider udenfor i rumdragter, men ellers voksede jeg
op med sollyset fra kuplerne. Himlens farver vekslede fra dag til dag.
Vores verden lå lunt og godt i en mindre klynge af endnu uudforskede
stjerner - for langt fra alfarvej til at være truet af den slags
nyfigen interesse eller grådighed, der kunne ramme lidt for vellykkede
udviklingsprojekter.
Stjernehimlen var først og fremmest domineret af tre stjerner, der
udgjorde klyngens centrum. Disse stjerner havde en noget særpræget
virkning i vores eksotiske atmosfære: Store bolde af en ubestemmelig og
uefterlignelig gul farve, omkranset af et glødende skær. Hver aften hang
de over fællesrummets ovenlysvinduer som en evig trekant, hvis faser og
periodiske forandring for os børn var det bedste mål for tidens og årets
gang. Min far kaldte dem under ét for "ledestjernen", fordi det var
spektrallinjerne i trekantens stjerner, der først havde henledt
pionerernes opmærksomhed på, at der kunne være noget at hente i dette
lidt afsides hjørne af universet.
Hele området var ubeboet. Vores planet var øde, men der var liv på den verden,
der kredsede om den allerinderste af trekantens stjerner, sagde min far. Om
aftenen fortalte han af og til historier om rummets udforskning og tidligere
pionerers skæbne. Den inderste planet havde engang været beboet, men var i dag
forladt. Kolonien var begyndt lovende, men planeten havde udviklet liv af den
mere uberegnelige slags, farlige rovdyr og næsten-intelligente grønne uhyrer,
der var begyndt at udgøre en trussel mod menneskene, som derfor var rejst igen.
Der var trods alt mange andre steder, man kunne tage hen, og denne planet syntes
ikke at have andet at byde på end fare.
Sådan var det mange steder. Engang havde universet været øde og tomt, blottet
for liv bortset fra en enkelt planet i en fjern galakse, den tredje fra solen i
et temmelig ordinært solsystem med otte planeter og forskelligt kosmisk ragelse,
der kredsede om en almindelig gul stjerne i midten.
På denne planet dannedes for milliarder af år siden nogle kulstofforbindelser,
der var i stand til at reproducere sig selv. Da mennesket var blevet voksent og
havde skabt en civilisation, der kunne søge mod stjernerne, rakte det ud i
universet på bestandig jagt efter sit eget spejlbillede - intelligent liv, eller
i det mindste bare liv. Og de fandt liv, men aldrig i store mængder, og det
lignede altid os selv betænkeligt meget.
Og det var da heller ikke så underligt: Vi tænker sjældent over, at vi, til hver
en tid og uanset, hvor sterilt et miljø, vi skaber os, altid er afhængige af
tusinder af forskellige slags mikroorganismer, som vi tager med os, hvor vi går
og står. Hvis der ikke var liv på en planet i forvejen, var der det altid, når
astronauterne var rejst igen, i hvert fald, når de havde tømt deres skraldespand
og latrin. Det ville naturligvis tage millioner af år for disse mikroorganismer
at udvikle sig og overtage planeten i samme grad, som livet havde overtaget på
Jorden, men det overlevede næsten altid i form af spredte slimklatter, som
fremtidige ekspeditioner kunne finde og analysere.
Noget liv, som de ikke selv var beslægtet med, fandt de aldrig, og de første
århundreder efter rumfartens opfindelse var eventyrlysten da også begrænset til
deres eget solsystem. Koloniseringen af de ydre planeter begyndte langsomt og i
begyndelsen kun yderst nødtvungent, efterhånden som Jorden begyndte at løbe tør
for ressourcer til de mange milliarder, der efterhånden beboede dens overflade.
I begyndelsen var lukkede komplekser af den type, jeg selv voksede op i, det
bedste, man kunne stille op.
Men folk ville nødig bo i de store og trange komplekser, og kosten var
af nødvendighed sparsom og ensformig. Det var muligt at overleve på den
måde, men ikke uden store psykologiske skader på en befolkning, der
trods alt stadig bestod af biologiske væsner.
Alle var enige om, at Jorden var fyldt til bristepunktet, men kunne man ikke
skabe nogle omgivelser, der lignede den lidt mere?
Bio-bomben var svaret. Man havde i sin tid hypotetiseret, at
kulstofstrenge som i organisk materiale kan opstå spontant under
bestemte kemiske forhold, og det, vi opfatter som liv skulle ifølge den
teori være opstået, fordi de kemiske reaktioner blev accelereret af et
meget højt niveau af kosmisk stråling.
Af kulstofkæderne opstod simple virus-lignende organismer, der under en
vanvittigt accelereret udvikling klumpede sig sammen først til encellede
organismer, der kunne æde de spontant genererede kulstofkæder, siden til
autotrofer, der kunne få energi fra solen - de første planter.
Kunne man genskabe denne udvikling i laboratoriet? Oprindelig havde forskerne
ønsket at genskabe disse ekstreme forhold i håb om at skabe liv, der var
fundamentalt anderledes end os selv, hvilket måske kunne forberede os på den
type fremmedartet liv, som vi kunne vente at finde i universet. Når man begyndte
helt på bar bund, lykkedes det imidlertid aldrig at komme længere end til
virus-stadiet.
Hvis man i stedet "gødede" præparatet med rester af levende dyr og planter,
kunne processen tage udgangspunkt i disse, og i løbet af kort tid ville
præparatet nærmest eksplodere i en gudsvelsignelse af nye arter, der udviklede
og formerede sig svimlende hurtigt.
Det lykkedes med andre ord ikke at skabe nye livsformer. I stedet fik vi
bio-bomben: Et passende behandlet præparat kunne bringes til at vokse
eksplosivt og i løbet af få måneder skabe helt nye dyre- og planteformer.
Eksperimentet kunne forberedes i en "kasse", hvor man blot skulle sørge for at
opretholde et passende strålingsniveau, indtil kassen var fuld; når reaktionen
først var kommet så langt, havde processen opnået en kritisk masse, der tvang
den til at fortsætte, længe efter at det grasserende liv havde sprængt kassens
vægge.
I det oprindelige eksperiment lykkedes det at befolke en øde ø med helt
nye plante- og dyrearter, hvorefter livets egen dynamik stille og roligt
fik øen til at falde til ro i en stabil biosfære.
På en fremmed planet var forskellen bare, at der skulle en meget større
"kasse" til - ikke længere tre gange tre meter, men på størrelse med en
rumstation. Under de rette forhold - en temperatur og en afstand fra
den lokale sol, der mere eller mindre svarer til Jordens egen - kunne
livet bide sig fast i løbet af årtier. Efter nogle få århundreder ville
de fleste planeter have en menneskevenlig atmosfære samt dyre- og
planteliv. Keine Hexerei: Problemet var løst.
Eller, i henved tusind år så det i hvert fald sådan ud. Mennesket rejste
fra planet til planet og fra solsystem til solsystem og såede deres
stjernefrø og udbredte deres egne livsvilkår til de fjerneste afkroge af
galaksen. Jorden døde, udpint af hundredevis af milliarder menneskers
fornødenheder, men ikke før, den havde afskudt sit fortryllede frø mod
stjernerne og genskabt den biosfære, den selv havde mistet, i tusindvis
af kolonier.
Og sådan gik det til, at en galakse, der engang var aldeles gold og uden spor af
menneskelig civilisation bortset fra en lille ubetydelig planet i kredsløb om en
lille ubetydelig sol var blevet befængt med sygdommen Liv og havde forvandlet
sig til en uigennemtrængelig og farlig jungle af beboede og forladte planeter.
Mit eget land lå som sagt afsides, langt fra de store transportveje eller
handelscentre. Det var fordelt ud over nogle få hundrede planeter og havde form
som et aflangt prisme. Beboelsen var koncentreret i den nederste eller sydlige
del af prismet, mens det fredelige hjørne, hvor jeg selv voksede op, lå i den
øverste eller nordlige.
Bio-bomberne forsynede menneskene med det, som rumstationerne på Mars og Titan
ikke havde kunnet, nemlig en biosfære: Plante- og dyrearter og en atmosfære, man
kunne ånde. Et menneskeliv tilbragt inden døre i kliniske omgivelser havde haft
en ødelæggende virkning på de første rumrejsende og kolonister. Der var dem, der
mente, at folk ville gå til grunde, hvis de blev berøvet muligheden for at gå
uden for og trække vejret eller spise mad, som de selv havde dyrket.
Jeg skal ikke kunne sige det - jeg voksede selv op på en rumstation, et stort
kompleks med legestuer og drivhuse, og selvom det var noget af en åbenbaring for
mig at komme til Marib, bemærkede jeg aldrig, at jeg havde savnet noget i min
barndom. Tværtimod: Midt i plaskene ved de gulblå strande og under løvhanget i
de store skove, mine forældre straks insisterede på at vise mig, endte jeg altid
med at savne stjernehimlen i fællesrummet derhjemme.
Udvindingen var nemlig færdig, kort før jeg alligevel skulle starte på
Akademiet, og mine forældre tog hjem, hvor de kom fra. Jeg begyndte at uddanne
mig til ingeniør for selv at tage del i den evige søgen efter brændstof til vore
rumskibe. Den tilstundende krig fik mig til at søge ind i flåden, hvor jeg selv
mente, at jeg kunne gøre størst nytte.
I en af de sidste uger før min afgangseksamen begyndte jeg at blive
plaget af en underlig drøm: Jeg var tilbage i rumstationen, under den
sorte himmel med solens ild i horisonten. Natten var plastret til med
stjerner, og lavt på himlen stod en trekant som tre gule blomster,
omkranset af en cirkel med en uefterlignelig gul nuance: Ledestjernen.
Hvis man lagde hovedet på sned kunne man næsten se et lille hvidt glimt
ved kanten af den inderste: Terra Viva, den ubeboede planet med de
grønne uhyrer og den uhæmmede plantevækst fra min barndoms eventyr.
Synet forfulgte mig i de følgende dage: Udsigten fra fællesrummet, stjernehimlen
og Ledestjernen med dens gule, trygge og hjemlig lys. Det var jo absurd: Jeg
længtes efter udsigten fra en nedlagt rumstation på en ubeboet klippeø i
universet, som nu var så tømt for ressourcer og værdi som et æbleskrog. Jeg
længtes efter noget, som nu var væk, og hvori jeg ikke med min bedste vilje
kunne se nogen værdi.
Og dog kunne jeg ikke få drømmmen ud af hovedet, så meget mere, som den gentog
sig nat efter nat. Til sidst gik jeg på kompromis og fik lavet en halskæde, der
så vidt muligt indfangede essensen af den tryghed, jeg længtes efter: En oval
skive besat med stjerner og tre små ringe, omkranset af en cirkel, med cirklen
og ringene i hvidguld og sølv. Jeg puttede den i lommen og tog den frem, når
følelsen kom over mig. Problemet var løst: Jeg havde nu den tabte udsigt i
lommen og vidste, at jeg til hver en tid kunne få den tilbage.
Drømmen og længslen lod mig i alle tilfælde være i fred, og tre uger senere tog
jeg min eksamen og endte med at få kommandoen på et skib. Krigen var nu så tæt
på som nogensinde før.
Da imperiet brød sammen, blev det i første omgang opløst i tre-fire store
"lande", som hver repræsenterede tusindvis af planeter og hundreder af
milliarder af mennesker. Bio-bomben havde imidlertid en omkostning, som vore
forskere ikke kunne gøre meget ved: Sygdom.
Vi havde naturligvis alle vore forkølelses- og influenza-vira, mæslinger,
skoldkopper, herpes og HIV. Det var ikke noget stort problem, det var længe
siden, nogen havde set en dødelig variant.
Hvad bio-bomben gjorde, var at skabe en vanvittigt forceret udvikling, som
svarede til at lave et decideret remix af de dyre- og plantearter, man brugte
som "frø". Der slap uvægerlig alle slags bakterier og vira med, og de første
generationer efter, at en planet var indflytningsklar, indtraf mutationerne
stadig foruroligende hurtigt. Rejser mellem forskellige planeter med hver deres
helt friske biotoper og mikroflora komplicerede det hele yderligere. På verden
efter verden begyndte folk at falde om og dø af sygdomme, man aldrig havde hørt
om før.
Nødhjælp fra andre planeter risikerede blot at eksportere smitten,
hvorefter scenariet kunne gentage sig og sygdommen hoppe fra solsystem
til solsystem i en vanvittig, dødbringende kædereaktion. Mange af de
vigtigste kolonier blev på den måde aldeles tømt for mennesker, og
resten af galaksen havde forståeligt nok ikke travlt med at genbosætte
en planet, der havde fået udryddet sin befolkning af guderne må vide
hvilken sygdom, der var opstået i dens tropiske sumphuller.
Da man først havde forstået mekanismen bag de stjernehoppende pandemier,
blev sygdomsbekæmpelsen på galaktisk plan reduceret til en enkelt,
grusom men meget let forståelig regel: Ingen nødhjælp. Så snart en
planet blev ramt af en pandemi, blev den sat i karantæne og enhver
samhandel indstillet, indtil sygdommen var udryddet.
Det var en grusom beslutning at træffe, for de fleste planeter var slet ikke
selvforsynende og kunne dårligt blive det. Når først en planet var afskåret,
måtte den kæmpe hårdt for at bevare civilisationen. Nogle steder blev hele
befolkningen simpelt hen udslettet. Andre var mere heldige, men så snart de var
ramt af karantænen, var det kun et spørgsmål om tid, før de løb tør for
reservedele og måtte klare sig med landbrug, jagt og fiskeri. Efterhånden som
der blev tyndet ud i de beboede planeter ophørte kontakten også mellem
forskellige dele af universet. Planeternes sprog gled fra hinanden,
og efter få århundreder var galaksen politisk, sprogligt og kulturelt splittet
op i hundredevis af riger svarende til den gamle verdens "lande".
Min egen verden lignede som sagt et aflangt, stavformet krystalprisme med
hovedstaden og de vigtigste planeter forneden og de mere tyndt befolkede og
vilde egne foroven. Hvis vi fastholder denne orientering lurede der over prismet
en stor, uformelig ballon, som var et af de få helt store riger, der var
tilbage. Vores sikkerhed i forhold til dem var nogenlunde proportional med
vandstanden i deres beholdning af vigtige ressourcer, især tungmetaller.
Forneden lurede en helt anden trussel, et stort, uformeligt krat af planeter,
der alle havde været ramt af karantæne. De udgjorde ikke en politisk enhed,
havde ingen fælles stat, mange af deres planeter var stadig helt ubeboede efter
de store pandemier, mens andre var sunket ned i overtro og barbari. Det var en
jungle, vi så vidt muligt holdt os fra, og som intet andet end mangel på
livsvigtige ressourcer kunne have trukket os ned i.
Problemet med dette krat var, at mange af dem havde opdaget de omliggende
verdeners rigdom og kultur og derfor udspyede en lind strøm af marodører og
bosættere. Hvorfor skulle de have besværet med at bygge byer, når vi havde gjort
det for dem? Hvorfor skulle de selv genskabe deres civilisation fra grunden og
genopdage den videnskab, der skulle til for at gøre dem selvforsynende, når de
kunne tage det hele fra os?
Marodørernes taktik var gruopvækkende simpel: De angreb vore planeter én ad
gangen, satte dem ud af spillet med et lynangreb og stillede befolkningen over
for et ultimatum: Samarbejde eller døden.
Hvis planeten var rig på ressourcer blev den plyndret, og dens byer brændt. Var
den frugtbar, sendte marodørerne gerne tre-fire skibe med civile bosættere, der
installerede sig som høvdinge med forbindelse tilbage til marodørernes egen
planet og den oprindelige befolkning - vores landsmænd - som slaver. Særligt
genstridige planeter blev udslettet med atom- og brintbomber.
Man skulle tro, at den slags rumrøvere ville have svært ved at klare sig mod en
avanceret civilisation som vores, men faktum er, at de åd sig ind på os, planet
for planet, rædselsscenarie for rædselsscenarie. Smeltede byer, massakrer,
voldtagne og tilfangetagne kvinder og mænd, mennesker, der døde som fluer af de
sygdomme, som oprindelig havde hærget marodørernes planeter.
Det værste var, at vi stadig var nødt til stadig at respektere den gamle
karantæneregel: Så snart marodørerne havde rørt ved en planet, var den død,
indtil i vidste, om der var udbrudt en smitte, og den eventuelt kunne kureres;
ellers kunne vi hurtigt selv komme til at gøre marodørernes arbejde for dem.
Det var en hektisk tid, hvor jeg var glad for at vide, at min egen familie
levede i relativ fred og sikkerhed på Marib, som trods alt lå centralt og i ly
ved siden af hovedstaden, men hvor vi ikke desto mindre så barbarerne gøre
større og større indhug på det, som vi engang troede var et fredeligt og stabilt
rige. Millioner af døde det ene år blev til milliarder af døde det næste.
Marodørernes normale praksis var at sende et eller to skibe ind mod en
planet for at lamme alt i et enkelt, ødelæggende angreb, og hvis det
ikke lykkedes, så løbe. Vi kunne ikke forudsige, hvor de ville slå til
næste gang og kunne selvfølgelig ikke slå ring om samtlige planeter. I
stedet anbragte vi to skibe i kredsløb om hver af de yderste og som
regel tyndt befolkede planeter, mens flåden trak sig tilbage og
forsvarede de inderste solsystemer med næb og kløer.
Jeg blev selv sat til at lede forsvaret af Nova Altair, som var én af disse
udkantsverdener.
På trods af situationens alvor havde jeg nogle dejlige og paradoksalt nok
fredelige år dér. Der er tale om en lille planet med et dejligt
klima, sneklædte bjerge med gode muligheder for skisport og et naturskønt
tempereret bælte med skove og sandstrande. Industri og minedrift var
koncentreret på planetens nordside, mens det meste beboelse lå i det tempererede
område omkring ækvator - det var også der, jeg selv boede, når jeg ikke var
på vagt ude i rummet. Som planetens redningsmænd var vi rimeligt populære i
befolkningen, og jeg begyndte så småt at overveje at slå mig ned permanent,
når og hvis vi fik bugt med indtrængerne.
Det var også i disse år, at min halskæde begyndte at røre på sig igen. I lang
tid havde jeg ikke tænkt over den, den havde simpelt hen været min trofaste,
daglige følgesvend, der så selvfølgeligt som min uniform eller mit låsekort,
eller måske nærmere som min næsetip eller min øreflip, var fulgt med mig, hvor
jeg gik og stod.
Jeg drømte. Det gør man selvfølgelig altid, men dette var mere
påtrængende. Jeg drømte om min barndom, om fællesrummet i rumstationen, om min
far, der sad og fortalte historier, om at lege med de andre børn; jeg drømte
om Ranja og de første forsigtige omfavnelser, før også hendes forældres kontrakt
udløb og hun tog tilbage til Dilmun, om at være på ekspedition udenfor,
myriader af leende børn i rumdragter og en lærer, der fortvivlet forsøgte at
holde styr på det hele.
Gennem alle disse drømme løb ét bestemt billede som en rød tråd. Tre gule
stjerner samlet i en trekant og omkranset af en glorie skabt af atmosfæren
trådte frem og fyldte drømmen med en underlig, malplaceret længsel, der altid
blev hængende i dagevis. De tre stjerner trængte sig selv i forgrunden og
ønskede tydeligvis at fylde alt og få resten af mit liv til at tage sig trivielt
ud.
Jeg forstod det ikke. En rumstation er en rumstation, og så
fantastisk var min barndom dér altså heller ikke.
Når jeg ikke arbejdede, hang jeg ud med kollegerne fra skibet. Vi officerer var
blevet venner med en del af de kvinder, der arbejde for Rådet, og der var en af
dem, som jeg havde et særligt godt øje til, og som jeg plejede at invitere ud
til både det ene og det andet. Måske, når alt dette var overstået, hun ville
rejse tilbage til Marib med mig. Måske, når alt dette var overstået, jeg selv
ville slå mig ned på denne friske, åbne, grønne planet, der var så fuldstændig
forskellig fra de sterile omgivelser, jeg selv var vokset op i.
Og så kom denne drøm og satte det alt sammen i skyggen af tre ligegyldige,
ubestemmeligt-gule stjerner, der kun kunne observeres på en forlængst nedlagt
rumstation i den anden ende af landet.
Krigen gik ikke ret godt. Marodørerne lod stort set vores planet være i fred,
men den var heller ikke specielt stor eller attraktiv, og fjenden blev
naturligt tiltrukket af de større og mere tæt befolkede planeter nær
hovedstaden.
Man begyndte at tale om at trække alt inden for hovedklyngen: Evakuere Nova
Altair og andre perifere planeter, tømme dem for ressourcer, ødelægge
byerne og evakuere befolkningen. Det største problem ved den plan var, at man
ikke kunne bygge boliger til alle de mennesker.
I mellemtiden var vores generalstabskort ramt af stjerneskud.
Selv brugte jeg tiden på at cirkle rundt ude i rummet som kaptajn på mit skib,
parat til at slå til mod et angreb, der aldrig kom. Nede på jorden så jeg
efterhånden mere og mere til Zenia, som var datter af et af de vigtigste
rådsmedlemmer. Vi var begyndt at drømme mere og mere om, hvad vi gerne ville,
når dette en dag var forbi.
Drømmen forfulgte mig stadig, drømmen om min barndom, om rumstationen og
stjernehimlens ubestemmeligt-farvede lys i fællesrummet. Det gik mig på: En
slags omvendt traume, min barndoms tryghed på rumstationen nedkogt til et enkelt
billede, som gav mig den uafvendelige følelse, at hvad jeg end foretog mig nu og
her, så var det forkert. Hvad var der med de ovenlysvinduer og den
stjernehimmel, der havde givet genlyd nok i mit sind til at manifestere sig i
min lomme som en halskæde, jeg lagde vægt på altid at have på mig?
Det kom i hvert fald ikke til at vare længe, før billedet kom tilbage.
Jeg stod på broen, ude på en af de rutinemissioner, der udgjorde min
eksistensberettigelse på Nova Altair. Resten af besætningen gik rundt og passede
deres ting, jeg stod og betragtede udsynet med stjernehimlen uden for. Det er
frustrerende at bruge sin tid på at vente på noget, der ikke sker, og dog var
det nødvendigt.
Stjerneskud, stjerner, rummets uendelige tomhed, som generationer af dårlige
digtere havde fablet om. Fire års patruljetjeneste, fire år som kaptajn på et af
de fire skibe, der i døgndrift beskyttede denne planet. Det var efterhånden
begyndt at blive rutine. Som en vagtpost på den kinesiske mur. Og dog måtte vi
holde modet oppe: Det skulle ikke gå os som den vagt, der efter halvtreds års
tro tjeneste skulkede fra sin post netop den dag, hvor barbarerne valgte at
dukke op.
Samtidig med vagttjenesten forsøgte vi at analysere de seneste angreb og
lede efter et mønster. Næstkommanderende sad foran mig og fumlede med skærm
og tastatur, et stjernekort dukkede op under det store udsyn:
"Hovedklyngen er endnu uberørt; i sidste måned faldt Hyksos, i denne kvadrant.
Petra, Palmyra og Anbar slog angreb tilbage."
Tre prikker lyste grønt, og en enkelt blev manende rød.
"Som sædvanlig intet mønster. Men jeg tror, vi er inde i en byge."
"Nogen overslag?"
"Almindelig stokastisk analyse ud fra angrebshyppigheden de sidste ti år giver
en sandsynlighed på 10% for et angreb i løbet af den næste måned.
Analyse ud fra sidste år alene konvergerer mod 50% med en usikkerhed på 5%. De
kommer tættere og tættere på."
"Med mindre de løber tør," indskød jeg tørt.
Det var et problem: Det eneste redskab vi havde til at gennemskue, hvad
fjenden var ude på, var en statistisk analyse af angrebshyppigheden. Men det var
fuldstændig usikkert - på et eller andet tidspunkt måtte angrebene trods alt
høre op, fordi der ikke var sendt flere skibe, og det ville vores statistiske
modeller ikke kunne vise.
Tre prikker lyste op på skærmen, og for hver af dem blinkede yderligere fire-fem
stykker - hvert af de sidste angreb med deres "forgængere" i samme område.
"Oppefra ... nedefra ... - det lader alt sammen til at konvergere mod dette
område. Det er os, eller vores nærmeste naboer ...". Prikkerne lyste op på
tavlen og dannede en ubehageligt påtrængende ring omkring os selv. Min
næstkommanderende var en ung, spændstig kvinde, som en dag ville blive en god og
lidenskabelig ægtefælle eller kæreste. Desværre ikke min.
"I sidste måned var de på vej væk ...?
Måske du i stedet for at filosofere over, hvem der står for tur næste gang,
kunne give et bud på, hvor de har deres base?"
"Hvis de har en. Men i så fald er jeg sikker på, at de også har tænkt på, at vi
kan udnytte deres angrebsmønster til at forsøge at finde den.
Men angrebene er stadig koncentreret om den nederste del af riget, kun ganske få
forsøg over hovedklyngen," et par enkelte punkter i den øverste del af det
stavformede krystal lyste op. "Næste gang nogen bliver angrebet må de forsøge at
tage besætningen levende og så se, hvad de kan få ud af dem."
Det var endnu en stående vittighed. Tage dem levende og se, hvad man kunne få ud
af dem, inden man var inficeret af en af de myriader af uheldsvangre mikrober
fra længst glemte pandemier, som de brugte som biologiske våben. Tage dem
levende og se, om man overhovedet kunne snakke med dem. Tage dem levende og
håbe på, at de overhovedet kunne sige noget som helst.
"Kaptajn," sagde hun. "Vi har haft fred og ro de sidste fem år. Med lidt held
får vi det de næste fem og tyve også. Men ...".
Hun havde tabt mig. Faktisk var jeg slet ikke med, og det var ikke kun, fordi
hendes situationsrapport mest var en kedelig gentagelse af de samme, evindelige
spekulationer. På udsynet tegnede sig pludselig tre små prikker i en trekant i
den nederste del af stjernehimlen, en trekant omgivet af en slags glorie, der
måtte skyldes en optisk effekt i selve udsynet. Prikkerne voksede hastigt,
efterhånden som de endnu uidentificerede lyskilder kom tættere på. Vi var under angreb.
"Alle mand på dæk!" råbte jeg, for befippet til at huske den rigtige procedure.
Næstkommanderende satte sirenen igang, og broen blev straks forvandlet til et
mylder af mennesker og aktivitet.
Udkigsposten begyndte at lire koordinater og mulige angreb af: "Afstand 300.000
kilometer, forventet landing på Altair 25 minutter, kan måske afskære dem ved at
accelerere og give dem en god gang peber."
"Afgang!", skreg jeg. Få øjeblikke efter var vi igennem hyperrummet og
så de tre prikker lyse op meget tættere på, uhyggeligt nok stadig i en perfekt
trekant, der ubarmhjertigt brændte sig ind i min barndoms trygge, lyse nætter.
Koordinater blev indtastet, og tre målsøgende missiler gled tavst gennem rummet.
De havde ikke en chance: Fjenden havde ingen overlysflyvning og skulle være
heldige, hvis deres primitive detektorsystemer overhovedet kunne nå at varsko
dem om den forestående død.
Styrmanden kiggede intenst på skærmen, talte minutterne, ventede på en chance
til at sætte sekvensen i gang: ni, otte, syv, seks ... et blændende lys oplyste
udsynet, de to andre måtte snart følge efter ... fem, fire, tre, to ... der kom
de ... EN, og mine indvolde krængede sig nok engang ud, mens det sortnede under
springet.
Overlysspring er forbandet ubehagelige, men denne gang var det trods alt helt
oplagt at foretrække frem for at brænde som et støvfnug i tryk- og varmebølgen
fra tre brintbomber. På udsynet flimrede tre supernovaer, døde hen i en
dystert-gul glød og forsvandt lige så stille, borte igen så hurtigt, som de var
kommet.
Jeg kiggede lamslået på NK og styrmanden.
"Jeg tror vi slap, kaptajn!" sagde styrmanden.
Jeg nikkede nådigt, stadig ophidset. Det var første gang, nogen af os havde
været i kamp, og det havde ikke engang varet tyve minutter. Melder, at vi har
reddet verden, og det har ikke taget mere end de vigtigste tyve minutter i vores
liv.
Næstkommanderende lagde sig tilbage i stolen, hendes bryster stod i vejret,
som hun faldt hen med et drømmende smil. "Det var ni ud af ti," sagde hun. "Det
var nioghalvfems ud af hundrede. Hvis vi ikke havde stået lige dér ... hvis du
ikke havde råbt op ..."
Jeg nikkede og havde egentlig mest lyst til at omfavne hende, lægge mig ind til
hende og synke med ind i hendes drømme.
"Men de er døde nu. Endnu en chance forspildt."
Det var dog et problem, der var til at overse. Det var sjældent, at det
overhovedet lykkedes at slå angriberne tilbage. At give sig tid til at
tage et af de fjendtlige skibe til fange ville have været ensbetydende
med at give et af de øvrige tid til at nå og udslette Nova Altair. Et
fjendtligt skib kan udslettes på minutter eller sekunder, men tager
timer og dage at tage til fange. Som sædvanlig ville et oprydningshold
blive sendt ud for at se, om de kunne redde nogle stumper af de ødelagte
fjendtlige skibe, og som sædvanlig ville de intet finde.
Tomheden fyldte mig, som adrenalinen døde ud i min krop. Jeg rystede på hovedet.
"Tre dage tilbage," sagde NK. "Tre dage, så skal vi ned og aflægge rapport til
Rådet."
Ned til en heltemodtagelse, tænkte jeg. Tre dage, hvor vi kunne tage den lidt
med ro, vel vidende, at vi havde slået et angreb tilbage, og at der nu kunne gå
mange år, før vi blev ramt igen. Tre dage, hvor vi kunne køre videre på rutinen,
plotte de angribende skibe ind i det overordnede mønster og prøve at se, hvad
det kunne give os af oplysninger om mordernes base.
Jeg fortalte ingen om, hvad jeg så, da jeg opdagede angriberne. Jeg havde aldrig
ladet nogen vide, at min amulet var andet og mere end et stiliseret minde om min
barndoms stjernehimmel.
I virkeligheden var jeg rystet i min grundvold. Jeg var stadig besjælet af
den dybe længsel fra utallige nætters urolige drømme, hvor jeg atter var
blevet præsenteret for den uforståelige, uimodsigelige og alt for dybe
længsel efter en helt bestemt stjernehimmel. Ledestjernen, tre
ubestemmeligt-gule kugler omkranset af en fælles glorie, der måtte være
et artefakt fra atmosfæren. Og nederst, en lille, stålblank prik under
det nederste hjørne i trekanten, slyngede min fars historier sig ind
gennem lianskove og grønne uhyrer, der kæmpede med spyd. Tre stjerner,
der forlener barndommen med ubeskrivelig tryghed, og under dem min fars
eventyr. Man skulle tro, jeg var kommet over det.
Og nu dette. Symbolet havde vakt de samme følelser som altid, men denne gang
repræsenterede det et alt-ødelæggende angreb, der kunne have udslettet eller i
bedste fald uhjælpeligt raseret den planet, der nu i mange år havde været mit
hjem, og hvor jeg håbede at gifte mig og grundlægge en familie. Jeg havde båret
på en hemmelighed, og denne hemmelighed havde marodørerne brugt som en vej ind i
mit sind.
Tre dage senere stod vi i rumhavnen på Nova Altair, parat til at tage den næste
transport ind til hovedstaden. Næstkommanderende og styrmanden var alvorlige og
nervøse, deres ansigter udtrykte nærmest ærefrygt. Ingen af os havde prøvet at
være krigshelt før. Jeg tænkte ikke på meget andet end at drukne min
forvirring og forløsning i Zenias arme, så snart det kunne lade sig gøre.
Men først: Rådet. Vi lod os køre, gik ad lange gange og trådte endelig ind i den
alvorsfulde sal, hvor vi så ofte havde fremlagt vore beregninger og
bekymringer, og gjorde klar til at aflægge rapport.
"Melder, at vi har opsnappet tre fjendtlige skibe, der var på
vej til at angribe. Melder, at sandsynligheden for nye angreb på denne planet de
næste fire år hermed er nede under 0,1%. Melder, at fjenden er udslettet. Der
var ikke tid til at forsøge at tage dem levende."
Jeg kiggede rundt. Rådets medlemmer så underligt stift, udeltagende på os.
Lederen rømmede sig og begyndte at tale.
"Godt klaret, kaptajn! De fleste er ikke så heldige. Desværre er der bare et
problem ..."
Der var noget galt. Ud ad øjenkrogene mærkede jeg en bevægelse, en sitren i
salens skygger bag de ærværdige rådsfolk. Nogle ildevarslende, mørke skikkelser
trængte sig fremad.
Jeg havde vel halvt om halvt tænkt på dem som kæmper, to en halv meter høje med
sorte rustninger og en hellebard klar ved siden. I virkeligheden var de små,
nærmest uanselige - men deres uniformer var rent faktisk sorte.
"Hvis bare I forholder jer i ro, sker der ikke noget", sagde den
forreste af skikkelserne med en kraftig, raspende accent, som jeg ikke havde
hørt før. "Jeg ved ikke, om ordet 'afledningsmanøvre' er en del af jeres
militære træning. 'Sænke paraderne', talte man vist om i gamle dage. Tre tomme,
fjernstyrede skibe, og forsvarerne sætter alle deres
kræfter ind på at afværge angrebet. Og imens ..."
Jeg nikkede. De havde fået os til at hæve armen for at slå ud efter en flue,
mens de ubemærket stak deres modbydelige, forgiftede spyd dybt, dybt ned i vores
alt for bløde indvolde. Det sank i mig, som situationens alvor begyndte at
gå op for mig. Vi var døde.
"Det var nødvendigt at holde jer hen, indtil I kom hertil; I var de
sidste forsvarsstyrker. Alle fire skibe er besat, og der vil ikke ske nogen
noget, så længe I samarbejder. I modsat fald forbeholder vi os ret til at
ødelægge alle værdier på planeten, så de ikke falder i fjendens hænder. Jeg må
på det kraftigste råde jer til at samarbejde."
Det kunne han sagtens sige. Vidste han ikke ...?
Han så ildevarslende rundt på os. "Jeg og mit mandskab vågnede for en måneds tid
siden efter tusinder af års dvale. Vore folk har sat os nødtørftigt ind i
situationen. Vi har samlet store mængder af brændstof og tungmetaller på en base
kun få lysår herfra. Det er ikke lykkedes at holde en eneste af jeres verdener,
men det har ikke været uden omkostninger for jer at holde os ude.
Til gengæld er det ikke lykkedes at trænge gennem jeres indre forsvarsværker.
Men det vil nu ændre sig."
Han så betydningsfuldt, nærmest sjofelt indtrængende på mig. Vi var
fanget som en lus mellem indtil flere negle. Hvis vi ikke døde af de
sygdomme, som de nu havde tænkt sig at inficere os med, skulle vore egne
landsmænd nok sørge for, at ingen af os kom til at forlade planeten i
live de første tyve år.
Med mindre marodørerne bestemte sig for at holde Nova Altair, i hvilket
fald vores slagstyrke havde ordre til at udslette den.
"I kan ikke bryde igennem den indre ring uden hjælp. I kan ikke flyve vores
skibe. I er efterkommere af en civilisation, der blev udslettet under en af de
store epidemier, og hovedparten af denne planets indbyggere vil snart være døde.
Hvorfor skulle vi hjælpe jer?"
Han smilede, så over på sine fæller, og herefter ud over Rådets medlemmer, der
så ud, som om de var medvidere i en frygtelig hemmelighed.
"Fordi I gerne vil leve. Fordi jeres side umuligt kan vinde, og fordi det er
i alles interesse at få afsluttet denne krig så hurtigt som muligt.
I kan ikke engang forestille jer, hvad det er, der driver os. Vi mistede alt - teknologi, rigdom,
mad. Vore forfædre var tvunget til selv at dyrke jorden på et tidspunkt, hvor de
end ikke havde maskiner til at lave redskaber med. I generationer døde vi som
fluer. Vi mistede alt, bortset fra erindringen om, hvad vi havde været og atter
kunne blive. Efter et par snese generationer kunne vi møjsommeligt
tøffe på besøg hos hinanden, og vi indgik et forbund af folk, der har svoret
en dyr ed: At få civilisationen tilbage. Atter at blive dem, der bestemmer her
i universet. Og vi byggede en million skibe og sendte dem afsted i alle
retninger.
Denne her planet havde I nær fået reddet, troede I. Og nogle hundrede
gange skal det nok være sket, at I har reddet en verden. Men hvor
længe tror I selv, I kan blive ved? Selv de ti tusind stjernekrydsere
ved den indre forsvarsring må blive trætte engang. Desuden ... hvad
tror I egentlig, vi er ude på?
Vi er ikke uhyrer. Vi kommer ikke for at udrydde jeres civilisation, vi
kommer for at overtage den. Vi kan ikke betjene jeres maskiner, og det vil tage
os år at lære. Vi har ingen interesse i, at I dør. Men vi har en interesse i, at
I overgiver jer!
Så længe krigen bliver ved, dør jeres rige, en planet ad gangen. Hvis I
overgiver jer, kan I leve videre mere eller mindre som før. Nu
er det bare os, der bestemmer i stedet for generalerne i hovedstaden.
Men det er ikke kun det. Kaptajn! Du er den øverste leder af denne planets
forsvar. Du har ansvaret for indbyggernes liv og sikkerhed. Hvis I ikke
griber ind, risikerer de at dø, af epidemier eller i de kampe, der snart vil
komme. Vi har udviklet vacciner mod alle de dødelige sygdomme, som vi selv har
lidt under, og vi kan dele dem med jer, hvis I vil. Men vi har brug for tid!
Denne planets indbyggere har nu valget mellem et fredeligt, uforstyrret og stort
set uændret liv under vores herredømme - og så den mere eller mindre totale
undergang, der ville blive konsekvensen af at nægte. Valget er dit."
Jeg kiggede rundt på de andre officerer. Måske havde han ret. Hvis Marodørerne
virkelig kunne tage magten mere eller mindre smertefrit, ville deres skibe holde
op med at angribe vore planeter. Hvis ikke, ville det betyde døden for alle
planeter uden for den indre ring, og i længden ville heller ikke den kunne holde
stand. Det var afpresning i den største målestok, jeg nogen sinde havde hørt om.
Jeg sank. Den svimlende erkendelse af, at vores planet var prisgivet,
var erstattet af erkendelsen af, at vi var døde, med mindre vi spillede
fjendens spil og forræderiet lykkedes.
"Kan vi drøfte det lidt for os selv?"
"Selvfølgelig," svarede talsmanden. Få minutter senere havde
erobrerne forladt salen og overladt det til de besejrede selv at
håndtere deres nederlag.
Rådets formand så på mig. "Du hørte ham. Det rigtigste ville være at kæmpe imod
for enhver pris, og det er også, hvad vores forholdsordre siger. Hvis vi er nødt
til at samarbejde, ville det være endnu mere rigtigt at forsøge at advare vore
landsmænd om det forestående angreb.
Men: Før de landede, kastede marodørerne nogle kapsler med en livsfarlig
influenza-virus. Hvis vi slår alarm, vil deres læger ikke hjælpe os med at
immunisere folk, og de vil plyndre os nådesløst, inden vore egne kan nå at slå
igen.
Som det er lige nu, er der ingen, der ved, at vi er faldet. Det sidste,
Overkommandoen har hørt fra os, var meddelelsen om jeres enestående
bedrift.
Denne bedrift er nu blevet endnu mere enestående: I har ikke blot uskadeliggjort
tre fremmede skibe, I har også haft held til at fange et fjerde intakt og tage
hele dets besætning til fange. Det er en enestående chance for at studere
indtrængerne på nærmeste hold og finde ud, hvor de kommer fra, og hvordan de
måske kan standses eller overvindes.
Desværre nægter besætningen at tale, og vi kan hverken forstå deres
sprog eller betjene deres computere.
Planen er sådan set færdig, i alle detaljer. Det eneste, vi mangler, er
jeres ord for, at I vil samarbejde."
NK trak sig foragteligt baglæns, tog sig så sammen og nikkede.
Styrmanden rystede på hovedet, og jeg selv sukkede oprørt og bed
ydmygelsen i mig. Der var ikke andet at gøre.
Rådsformandens spådom viste sig at holde stik. Aldrig så snart var beskeden om
det tilfangetagne, fjendtlige fartøj sendt afsted, før der indløb en ordre fra
Overkommandoen: Skibet skulle tømmes for alt af efterretningsmæssig værdi, og
alle disse ting skulle sammen med besætningen holdes i karantæne og omgående
flyves til hovedstaden. Vores mandskab skulle tage afsted med to af Nova Altairs
fire stjernekrydsere; dette var strengt taget ikke forsvarligt, men det var
usandsynligt, at marodørerne ville angribe igen så hurtigt.
Besætningen på det fremmede skib skulle underkastes en bakteriologisk og
virologisk analyse, og vi skulle forsøge at neutralisere enhver form for smitte,
så efterretningsfolkene i hovedstaden selv kunne komme til at forhøre dem.
Selvfølgelig ville de aldrig komme længere end til karantæneområdet, men det
kunne være rart, om afhøringsofficererne kunne få lov til at forlade det igen.
Ekspeditionen begyndte så småt at tage form, og jeg aflagde rapport for
overkommandoen om vore hensigter. Jeg, NK og styrmanden skulle flyve ind med den
fjendtlige besætning i dvale i lasten. Kaptajn Samson ville tage det andet skib
med alt materiel fra det fjendtlige skib, så eksperterne kunne se nærmere på
det.
Marodørernes læge gik samtidig i gang med immuniseringen. Befolkningen på Nova
Altair fik i første omgang samme historie, som vi havde fortalt Overkommandoen,
at det var lykkedes os at tage det fjerde marodørskib intakt, og at de
tilfangetagne indtrængere og deres udstyr snart ville blive fløjet væk; i
mellemtiden var vi bekymret for eventuelle huller i det fjendtlige skibs
karantæne, hvorfor Rådet var tvunget til at iværksætte en storstilet vaccination
af alle planetens 50 millioner indbyggere.
Dette fuldendte marodørernes afpresning: Hvis kuppet mislykkedes, ville
vaccinationen medføre en eller to generationers karantæne, hvor der ikke ville
komme forsyninger med brændstof eller tungmetaller. Civilisationen ville
smuldre, og der kunne udbryde borgerkrig og hungersnød.
Jeg behøver vel ikke fortælle, at vi alle sov dårligt i denne tid. På 24 timer
havde planetens forsvar og Råd forvandlet sig fra Rigets og civilisationens
indædte forsvarere til usle forrædere, hvis eneste chance for overlevelse var at
assistere den primitive og grusomme fjende i et storstilet kup mod selve
regeringen.
Smykket lå stadig i min lomme, men det lå mindre sikkert eller trygt end før. I
alle de år, hvor billedet af de tre stjerner havde ligget i mit baghoved og
fulgt mig i mine drømme, havde såvel ledestjernen som forestillingen om den
stået for noget godt. Dette var uventet: Hvorfor viste de tre fjendtlige
skibe sig netop som symbolet på den tryghed, der ikke ville lade mig være i
fred?
Overkommandoens ordre havde ikke været til at tage fejl af, og det tog os knap
en uge at forberede afrejsen.
Og sådan gik det til, at jeg og NK tre dage senere sad på broen og
ventede på signal fra kaptajn Samson. Turen til den indre ring var gået
problemfrit, og vi var nu i kredsløb om hovedstaden. Vi var dages
karantæne i kredsløb, mens Overkommandoens udsendinge gennemførte deres
biologiske skanninger. Ikke, at der skulle kunne være noget -
marodørernes materiel i Samsons skib var omhyggeligt desinficeret, og de
sovende fjender i vores eget lastrum blev af samme grund holdt hermetisk
adskilt fra os andre. Selvfølgelig var der også seks marodører løs på de
to skibes dæk, men det kunne Overkommandoen ikke vide.
Vi var parat til sammenkoblingen og den sidste rådslagning med kaptajn
Samson og hans folk, inden vi landede i regeringskomplekset. Den sidste
rådslagning, inden det gik løs.
Jeg så på NK og beundrede som så ofte før den selvfølgelige, afklarede værdighed
og autoritet, der strålede fra hver pore af hendes krop.
Som jeg ofte havde drømt om, men indtil nu aldrig gjort alvor af,
knugede jeg mig ind til hende, mærkede hendes skuldre spændes i et
øjebliks overraskelse som straks forsvandt og druknede i et sus af
blødhed. I morgen var det afgørende slag i vores liv, og som to
tørstende pilgrimme bortkastede vi den militære korrekthed, der i årevis
havde reguleret et forhold, der aldrig før havde været andet end
kollegialt.
Jeg knugede hende tættere, lige så overrasket over mig selv, som jeg var over
hende. Blæse være med Zenia, dumme Zenia og hendes vigtige familie på en planet
langt borte, som vi måske aldrig ville vende tilbage til. Jeg og NK gik ind i
dette slag sammen, og det var det eneste, der betød noget.
Tre lamper begyndte at blinke på kontrolpanelet, en trekant som af små, lysende
kugler omkranset af en kunstig refleks i panelets plastik, antydningen af en
glorie. Alt var parat.
Sammenkoblingen forløb planmæssigt, og vi havde en konstruktiv rådslagning på
kaptajn Samsons dæk. I morgen ville vi flyve ind på karantænestationen i
hovedstaden, og der ville vi vække de sovende marodører i lasten. Når
myndighederne havde overbevist sig om, at det var sikkert at lade os forlade
skibet, ville vi blive kaldt til afhøring hos regeringsrådet. Samtidig ville
rigets bedste teknikere kaste sig over de udvalgte stumper af marodørernes
computere, som vi havde besluttet at overlade dem.
I samme øjeblik skulle begge skibe gå på vingerne, og vores egentlige mission
ville være at meddele regeringen vores ultimatum, mens skibene rettede et
knusende slag mod Overkommandoens flåde. Om mindre end et døgn ville kuppet være
overstået og krigen forbi.
Vi forlod mødet i en beslutsom stemning, jeg aldrig havde oplevet før. Vi kan
gøre det her - i morgen er det os, der bestemmer, og krigen er overstået!
Jeg og NK gik og småsnakkede, kom lidt foran vore tre sortklædte vogtere, som vi
nærmede os luftslusen. Samtalen fortsatte under frakoblingen, og for enden af
den lange slusegang vendte jeg mig forsigtigt om, knælede og beundrede den
historiske scene. Samsons skib hvælvede sig uden for slusegangens gennemsigtige
vægge, og de tre Marodører var på vej, klar til at spille deres rolle i rigets
undergang. Jeg fumlede, trillede en lille kugle ned mod dem, som om de skulle
gribe den, trykkede på knappen foran mig og så sluseportene glide i. Nødlukning
af dør. Kuglen åbnede sig og begyndte at udspy en langsomt voksende sky; det
var ikke uden en vist tilfredsstillelse, at jeg så de tre fjender styrte sammen.
En overvældende buldren fyldte luften, som Samsons skib begyndte at trække
slusegangen til sig. Nødproceduren var i gang.
Jeg og NK styrtede op på broen, hvor vi ankom tidsnok til at se Samsons skib
folde sig ud som en sjælden ildblomst. "NU!," skreg jeg, og styrmanden trykkede
på knappen, der satte den sidste sekvens i gang. Endnu tre missiler fløj afsted
for at fuldende arbejdet med Samsons skib, mens vi alle sank tilbage i vore
stole, parat til at absorbere chokket og væmmelsen ved overgangen til
hyperrummet.
Vi dukkede op i kredsløb om en forladt rumstation langt mod nord, tæt på den
øverste spids i det aflange krystal, der udgjorde vores land. Jeg havde valgt
stedet med vilje; lavt på himlen stod tre store, smukke stjerner i en
trekant. En optisk illusion i skibets kameraer forsynede dem med en fælles
glorie, tre ubestemmeligt-gule tennisbolde omkranset af en cirkel. Lige under
den nederste tennisbold glimtede en næsten umærkelig stålhvid prik, en verden af
fugle og skove og grønne, menneskelignende uhyrer bevæbnet med spyd.
Vi fløj lavt hen over den forladte rumstation, et sidste kig på mit barndoms
land før springet. Vi gik ikke ned. Stationen var rimeligvis fuldt
funktionsdygtig, men vi havde ikke brændstof nok til at sætte gang i
kompleksets luftanlæg, og så kunne vi lige så gerne blive i rumskibet.
Jeg så ned på NK, skottede hen til styrmanden, som trykkede en ny sekvens ind,
hvorefter rumskibet begyndte at gøre klar til sidste etape af vores rejse.
Kaptajn Samson og hans besætning var døde. Marodørernes ledere var døde, og et
skib med hundrede af rigets soldater og tusind sovende marodører var på vej mod
en næsten umærkelig stålhvid prik, en levende planet i kredsløb om det nederste
hjørne i et stjernebillede, der kun kunne ses fra den rumstation, hvor jeg havde
tilbragt min barndom. Og sådan gik det til, at vi grundlagde det land, som jeg
nu snart skal forlade.
Vi gik ned i en frugtbar lysning midt i en dyb, grøn skov. Det første,
vi gjorde, var at ødelægge skibets motor og alt kommunikationsudstyr.
Herefter spredte vi det omhyggeligt for alle vinde, så ingen kunne
finde det fra luften, og begyndte at opbygge et samfund med den
teknologi, vi havde til rådighed: Frugter, korn, vildt og rødder, huse
af tømmer og skind. Vi gjorde marodørerne til slaver og fik dem til at
gøre det meste af arbejdet, mens vi officerer tog os af det
administrative.
Som tiden gik, begyndte vi at lukke slaverne ind i vore egne cirkler, vi giftede
os med dem, og de og vi smeltede sammen til ét folk. Jeg beholdt kommandoen
længe nok til at gøre den til en kongemagt, som NK og min ældste søn står
klar til at føre videre.
Hvad resten af verden angår, ved jeg simpelt hen ikke, hvordan det gik.
Marodørernes kup mislykkedes, kaptajn Samson og hans besætning er døde, og
Overkommandoen fik aldrig deres eftertragtede fanger. Vi var på vej til
at begå det ultimative forræderi, men forrådte i stedet i sidste øjeblik
forræderiet selv. Nova Altair kan være smadret af Overkommandoen, men må mindst
være kommet i karantæne.
For mange tusind år siden gjorde en mand oprør mod et stort rige og stjal et af
dets skibe, som han sammen med sine mænd strandede på en øde ø. Imperiet
gennemtrawlede havet på jagt efter det stjålne skib, men fandt det aldrig.
Manden havde ingen planer om at blive på øen og var ude af sig selv af raseri,
da hans besætning en dag kom til at brænde skibet af under en af deres hyppige
drukture. I stedet var de tvunget til at opbygge et nyt samfund, der i de
følgende århundreder sjældent kom over de hundrede indbyggere.
Med os var det omvendt. De evige drømme om ledestjernen fik det til at gå op for
mig, at vi kunne redde livet ved at stjæle skibet og opbygge et nyt samfund på
den ene, ubeboede og frugtbare planet, som jeg vidste var inden for rækkevidde.
I stedet for at redde livet og forråde imperiet, kunne vi skabe et nyt, på et
sted, hvor ingen ville kunne finde os.
I den lysning, hvor vi landede og grundlagde vores land, har vi bygget et palads
og ved siden af paladset et tempel, på hvis tag tre gyldne stjerner troner, som
tre ubestemmeligt-gule appelsiner indfattet i en glorie af hvidguld. Hvad
betyder det?, spørger de unge mennesker, og det ligner heller ikke noget, nogen
af os vil kunne se de næste mange generationer.
Tegnet betyder ikke noget i sig selv og skal ikke opfattes som en hyldest til
obskure guder, som jeg alligevel ikke tror på. Det er bare min måde at ære den
stjerne, der engang brændte sig sådan ind i mit sind, at den førte mig
til at grundlægge denne nye verden, da den gamle var ved at gå under.
[ agger, Thu 31 Dec, :16:34:
/litteratur] -
0 kommentar(er) -
link
![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
